Cante, baile og toque forklaret

Tre dele, én kunst

UNESCOs optagelse af flamenco beskriver det som et kunstnerisk udtryk, der smelter sang, som den kalder cante, dans, kaldet baile, og musikalitet, kaldet toque, sammen. De tre er ikke separate akter, der skiftes. De arbejder sammen, og i et tæt rum kan man følge den ene læne sig op ad den anden: sangerens frase sætter danserens tempo, og guitaristen svarer begge. UNESCO bemærker også, at kastagnetter, klappen i hænderne og trampen med fødderne kan slutte sig til dem. Afsnittene nedenfor tager hver del i tur.

Cante: sangen

En flamencosanger er en cantaor, ifølge Wikipedia. Det Kongelige Spanske Akademi, som Wikipedia citerer, definerer cante som handlingen eller effekten af at synge enhver andalusisk sang. Det dybeste, mest alvorlige lag af flamencosang kaldes cante jondo, som betyder dyb sang. Wikipedia siger, at siguiriya er sangtypen i dens kerne, med henvisning til komponisten Manuel de Falla, og knytter traditionen tæt til romaernes lidelse og marginalisering. Ordene behøver ikke forstås, for at stemmen rammer.

Baile: dansen

Wikipedia parrer flamencodansens følelsesmæssige intensitet med en stolt holdning, talende arme og perkussiv trampen med fødderne. Armene krummer omkring hovedet og kroppen i stedet for at strække sig ud. De voluminøse, prikkede kjoler med flæser, som ses til andalusiske fester, stammer fra kjolen, der bæres til sevillanas på Seville Feria, og samme artikel siger, at kastagnetter bruges som rekvisitter i moderne flamenco, men ikke ofte bruges i den improviserende stil. I et lille rum er trampen lige så meget en lyd som et syn.

Toque: guitaren

Flamencoguitarister kaldes tocaores, skriver Wikipedia, og mange bruger en flamencoguitar, som er lettere og smallere end en klassisk guitar med en lyd, der egner sig til at akkompagnere sangeren. UNESCO tilføjer, at guitarspil har bevæget sig ud over akkompagnementet. Wikipedia nævner teknikker som picado, strumming og tremolo. I et show sætter guitaren tonen for sangeren, markerer rytmen for danseren og træder nogle gange frem alene. Guiden til flamencoguitaren og cajónen går endnu længere.

Læs næste: Den flamenco-guitar og cajónen

Compás: cyklussen, der holder det hele sammen

Wikipedia kalder compás for grundlæggende i flamenco. Det beskrives som rytmiske cyklusser, hvor 12-slags-mønstre er de mest almindelige, og bulerías nævnes som den emblematske palo. Når der ikke er nogen guitarist til stede, bæres compás af håndklap, kaldet palmas. For en lytter er compás den gentagne puls, som danserens fødder og sangerens fraser vender tilbage til. Du behøver ikke at tælle den. Det er valgfrit at klappe med, og showet vil ikke bede dig om det.

Jaleo: stemmerne omkring musikken

Wikipedia beskriver jaleo som den rytmiske klappen og de vokale tilråb, der opmuntrer og støtter de optrædende, og kalder det en integreret del af kunsten. Tilråbene omfatter olé og así se baila, som betyder sådan danser man. Klap kan være hul, fra hule hænder, eller skarp, fra stive fingre mod håndfladen, og fingerslag og fodtramp tæller også med. De optrædende på scenen leverer ofte jaleo til hinanden, hvilket er en del af grunden til, at et lille show kan føles som en samtale.